Svær eller let at træne med?

Svær eller let at træne med?

 

I Canis nr 1 2014 drejede tema sig om arv og miljø. Dette er et tema der interesserer mig rigtig meget –  i tråd med blogindlægget fra d.28. (Det er min skyld..).

Især Maj-Brit Iden, Anette Matlands og Gry Løbergs artikler med fokus på arvelighed af mentale egenskaber synes var yderst interessant og pegede på opdrætternes ansvar.  For faktum er at vores valg af race og individ jo giver os et udgangspunkt for hvordan vores liv med vovsen vil forme sig. Hvor svært eller let bliver det at have hunden i hverdagen og hvor godt egner den sig til det du gerne vil bruge hunden til?

Jeg synes det er værd at bruge en del tid på at tænke over hvad der skal til for at få succes med mit  hundehold når jeg nu har valgt belønningsbaseret hundetræning. Når man vil undlade at bruge ubehag (i daglige tale straf) på sin hund for at korrigere dens adfærd, ja så må man blive specialist i at belønne. Så det første skridt i den retning er at du som hundeejer lærer dig at belønner din hund på en måde som giver effekt på den adfærd du vil ændre – altså at hunden vil modtage den belønningsform du tilbyder.

 

Det er fuldstændigt korrekt – som mange andre instruktører end mig påpeger – at belønningsleg afgjort er noget der kan læres. Vi kan opnå MEGET bedre træning ved at lære hunden at lege. Og der kan faktisk også gøres noget for hunde som ikke er så madglade for at blive mere interesseret i madbelønning. Og jeg mener klart at vi som hundeejere må tage denne opgave på os!

 

Men, når det så er sagt, så mener jeg absolut også at OPDRÆTTERNE burde skele lidt til dette – uanset hvad for en hunderace vi taler om og uanset om hunden skal være konkurrencehund eller ej.

Alle hunde har brug for en eller anden form for træning/læring af almindelige hverdagsting (såvel som vi er nogen der ønsker os en Ferrari på konkurrencebanen). Og nu har vi der dyrker hundesport helt sikkert mere træningsinteresse end fru Jensen der køber sig en familiehund, og som ikke køber den med andet formål end en ledsager på skovturene. Vi som træner målrettet, skal nok få arbejdet med belønningsinteressen, og vi har også stor fokus på dette når vi køber hund! Men hvis fru Jensen får fat i en hund som ikke har den store madglæde og som glor forundret når en bold triller hen ad jorden – så får hun det lidt svært når hun skal til at lære den at komme når hun kalder hvis der er mange forstyrrelser tilstede – eller hun gerne vil have den med på ture i byen, på camping etc. og hunden her meget gerne skulle kunne gå pænt i snor. Hvis det er svært at belønne hunden, og der virkelig skal lægges meget arbejde i dette – hvor meget tror du så Fru Jensen får trænet med Fido? Og hvis hun får problemer med Fido fordi hun ikke får trænet – hvem taber så her? Det gør både fru Jensen og Fido.

 

Jeg kunne ønske mig at opdrætterne havde mere fokus på dette for der er afgjort også tale om en medfødt faktor. Det er 100 gange sjovere og nemmere at træne med en hund der synes at kong er gud – uden at jeg skal lægge måneders arbejde i dette før jeg overhovedet kan få noget ud af træningen . Og hvis det er sjovt og nemt at træne med hunden fordi den er nem at belønne – så får du også gjort det! Hunde som er svære at belønne, kræver meget dygtige trænere! De kræver meget mere omhyggelig planlægning af træning osv.

Men hvis opdrætterne skal avle målrettet på dette, må de kende deres avlsmateriale = selv træne med avlshundene + få dem mentalbeskrevet.

 


redaktør3

Dina Doctermann er Canis-redaktør og instruktør i Canis Hundeskole Hundeskole afd. Sjælland. Dina er lige optaget af god praktisk hundetræning som af dybere teoretisk kundskab om hunde. Og så er hun forøvrigt forelsket i riesenschnauzere …