Stimuluskontrol vs. frivillig adfærd hos klikkerhunde

Stimuluskontrol vs. frivillig adfærd hos klikkerhunde

I denne artikel beskriver vi et moment som kendetegner Canis` form for klikkertræning. Vi lægger stor vægt på "frivillighed" - til og med efter at stimuluskontrol er etableret.

Tekst: Morten Egtvedt & Cecilie Køste

1. Form adfærden X frivilligt (frem til niveauet hvor den er flydende)

2. Giv signalet samtidig med at adfærden X udføres frivilligt

3. Giv signalet lige før adfærden X udføres frivilligt

4. Forstærk kun når adfærden X sker efter at du har givet signalet (og lær hunden at vente i gradvis længere tid på signalet)

5. Giv signalet Y (eller ”vrøvlekommandoer”) og forstærk ikke hvis hunden udfører adfærden X (giv derefter signal til adfærden X og forstærk)

 

Sådan lærte vi at gøre i klikkertræningens barndom. Først får vi adfærden frem frivilligt og former den. Når adfærden er god nok, sætter vi signalet på og forstærker derefter kun adfærden når vi har givet signal først. Dette kaldes stimuluskontrol, og jo da – de samme 5 trin er fortsat gyldige.

Dog med en vigtig justering. Det bør IKKE være sådan at når du først har fået en adfærd under stimuluskontrol, skal den i al eftertid altid være under stimuluskontrol. Efter min erfaring er det ideelt at have adfærden under kommando når du vil, og at du fortsat kan få den frem frivilligt når du vil.

Kommandoafhængige klikkerhunde
Jeg blev først opmærksom på problemet med ”kommandoafhængige klikkerhunde” på et kursus Cecilie og jeg holdt i Stockholm for ca. 5 år siden. Flere drevne lydighedsudøvere deltog på kurset. Nogle af dem havde klikkertrænet deres hunde helt fra begyndelsen og var nu højt oppe i klasserne.

Sagen var imidlertid den at når vi så på hundene, var det vanskeligt at se at de var klikkertrænet. De så egentlig mest ud som almindelige traditionelt (positivt) trænet hunde. Dette blev særlig tydeligt når vi bad dem om at få adfærd frem frivilligt uden kommando (f.eks. når vi skulle finpudse lidt på en adfærd, før vi igen satte kommandoen på). Hundene ville ikke længere tilbyde nogen adfærd frivilligt! Og hvis de gjorde det, tog det vældig lang tid før der skete noget.

Forklaringen var enkel. Flere af disse hunde var højt oppe i klasserne, og det var længe siden de havde indlært nye øvelser (frivilligt). Når vi fik deltagerne til at tænke sig om, kom det hurtigt frem at de sjældent klikkede for frivillige adfærd længere, eftersom hunden jo kunne alle øvelserne på kommando.

Resultatet af dette er at man mister sin klikkerhund. En kommando er ikke bare en kommando. Det er også en forstærker. Når hunden altid trænes med kommandoer, forstærker man hele tiden at hunden venter (på kommandoen). Dermed bliver hunden efterhånden stadig flinkere til altid at vente på kommandoerne, og ditto dårligere til at tilbyde adfærd på eget initiativ. Efterhånden er det næsten ikke længere muligt at se at hunden oprindeligt var klikkertrænet…

Hvad er problemet egentlig?
Men hvorfor hænge sig i dette? Når hunden først kan adfærden godt på kommando, kan man jo lige så godt fortsætte med at bruge kommandoen? Det er jo sådan det skal fungere i konkurrenceringen. Er det ikke??

Jo da, det er for så vidt rigtigt. Og misforstå det nu ikke – det er meget vigtigt at hunden kan udføre adfærden hurtigt og pålideligt på kommando. Men der er også altid nogle tilfælde hvor det fortsat er praktisk at kunne få de samme adfærd frem frivilligt:

1. Når du må genindlære en kommando
Man kan opleve at hunden holder op med at reagere lige så hurtigt og/eller pålideligt på signalet som tidligere. Forestil dig f.eks. at hunden pludselig ikke længere lægger sig på dæk-kommandoen lige så stabilt som tidligere. Den naturlige løsning på dette ville være at få adfærden frem frivilligt igen, forstærke den mange gange indtil adfærden var stærk nok igen, og derefter genindlære kommandoen. Men hvordan har du tænkt dig at gøre dette hvis hunden ikke længere vil tilbyde dæk-adfærden frivilligt (og ikke har gjort det i 2 år..)? Ofte bliver man da tvunget til at bruge lokning (oh skræk) for at få hunden i gang igen.

2. Når du må genindlære en adfærd
Hunden kan f.eks. efter en tid begynde at sætte sig skævt i udgangsstilling eller lægge sig for langsomt når du giver kommando for henholdsvis ”på plads” eller ”dæk”. Når du har en upræcis adfærd, er det ekstra dumt at man oven i købet bruger kommandoen på den dårlige adfærd. Kommandoen bør kun associeres med den helt korrekte adfærd (det er blandt andet derfor klikkertrænere altid indlærer adfærden frivilligt før vi sætter kommando på).

Normalt ville løsningen på dette også have været at shape adfærden frem frivilligt til den igen havde den ønskede fart og præcision, og derefter sætte kommandoen på på ny. Men også dette kræver at hunden vil tilbyde adfærden frivilligt.

3. Når du skal bruge en gammel adfærd i en ny øvelse
Forestil dig at hunden ikke har lagt sig frivilligt i 2 år. Nu skal du imidlertid begynde at indlære øvelsen ”kryb” som du ikke har arbejdet med før. Det er nu særdeles praktisk hvis hunden kan lægge sig frivilligt (eftersom det er vanskeligt at krybe uden at lægge sig først) så du kan shape krybeadfærden frem uden kommando til at begynde med.

Hvordan beholder man kreativiteten?
Der er flere ting du kan gøre for at beholde de frivillige adfærd hos hunden samtidig med at du har stimuluskontrol.

1. Lad hunden lave f.eks. første del af øvelsen frivilligt, selv om resten af øvelsen skal udføres på kommando. 
Selv om jeg skal køre en hel øvelse som i konkurrence med kommando, synes jeg altid det er godt hvis hunden i hvert fald tilbyder udgangsstilling + kontakt frivilligt (alle øvelser starter jo på denne måde). Ved at tilbyde udgangsstilling + kontakt frivilligt, fortæller hunden mig at den er klar til at starte øvelsen. Dette sparer os for en masse unødvendig ”masen”, og hunden må selv tage initiativet til at starte træningen.

Der er også en del andre tilfælde hvor du kan lade hunden lave en del af øvelsen frivilligt og så næste del på kommando. Hunden kan f.eks. lægge sig frivilligt, og derefter kommanderer du ”kryb”. Hunden kan løbe frivilligt ud til keglen – der kommanderer du ”stå” (og kommanderer den evt. videre til feltet efterfølgende).

Ved at træne en del på denne måde bliver der en del ”frivillighed” i træningen, selv når du træner med kommandoer. (Men nogen gange må du selvfølgelig også køre hele øvelsen med kommando!).

2. Du bør veksle imellem at træne med og uden kommando
Tilrettelæg træningssættene sådan at du veksler imellem at træne med og uden kommando. Kør f.eks. gerne et sæt hvor du klikker for frivillige grundfærdigheder indimellem sæt hvor du træner med kommando. Dette er særlig vigtigt når hunden har lært mange øvelser på kommando.

3. Lær hunden at kende forskel på hvornår den skal vente på kommando, og hvornår den skal tilbyde adfærd frivilligt.
Du skal kort sagt få stimuluskontrol på når hunden skal vente på kommando og når den ikke skal vente.

Dette er slet ikke så vanskeligt som det kan lyde til. Der er nemlig flere ting som fortæller hunden hvornår den skal vente på kommando:

* Jeg står på en speciel måde, f.eks. i ”konkurrenceposition”.

* Jeg gav en kommando til forrige adfærd (når man først har fået en kommando, kommer der ofte en til …).

* Jeg giver et ”vent-tegn” (f.eks. viser håndfladen til hunden som et signal til at nu kommer der snart en ny kommando, så du behøver ikke at tilbyde noget frivilligt akkurat nu).

* Jeg klikker ikke hvis hunden tilbyder en frivillig adfærd (da vil hunden ofte vente på kommando i stedet for at tilbyde nye adfærd selv).

Samtidig er der andre ting som fortæller hunden at den skal tilbyde adfærd frivilligt

* Jeg står på en speciel måde, f.eks. lige foran hunden sådan som vi ofte gør når den skal tilbyde adfærd frivilligt.

* Jeg har netop klikket for en frivillig adfærd (da vil hunden erfaringsmæssigt ofte fortsætte med at tilbyde nye adfærd).

* Jeg har ventet i mere end 5-10 sek. uden at give kommando og uden at give vent-tegn (på de fleste adfærd er det sjældent nødvendigt at lære hunden at vente længere end 10sek. på kommandoen – går der længere tid betyder det at den må få lov at starte frivilligt).

Hunden lærer hurtigt disse regler så længe du bare er påpasselig med at følge dem.

Lær hunden at veksle imellem stimuluskontrol og frivillig adfærd!
På Canis` 1-årige klikker-TRÆNERkursus kører vi følgende for at træne elverne/hundene i at veksle imellem stimuluskontrol og frivillig adfærd: Første opgave er at få en enkel adfærd under 100% stimuluskontrol. Hunden skal kunne vente på f.eks. en dæk-kommando i mindst 10 sek. Når vi har kontrolleret at hunden kan dette får hundetræneren til opgave at få adfærden frem frivilligt igen med en latenstid < 3 sek. Når hunden igen tilbyder adfærden frivilligt, vil vi have den under kommando på ny.

Folk bliver ofte overasket over hvor enkelt dette faktisk er at få til at fungere (særligt hvis hunden er sådan rimelig ”kommando-klog” fra tidligere). Efter at have kørt dette nogle gange på nogle forskellige adfærd, skelner hunden vældig sikkert imellem hvornår den skal vente og hvornår ikke.

Opsummering
At beholde sin klikkerhund (frivillig adfærd!) selv når man begynder at træne meget på hele øvelser med kommando, kan være en udfordring. Men så længe du er opmærksom på fænomenet med ” kommandoafhængighed” skal der ikke mere til end nogle sådan enkle tiltag. Held og lykke med klikkertræningen!

Læs mer i bogen Lydighetstrening i teori og praksis