Spørgsmålet om træning af ro

Spørgsmålet om træning af ro

 

Nogle racer, som f.eks. nogle spaniels, en del retrievere, og en del af de små hunde, ser ud til at blive meget aktive i kroppen når de træner (også når de ikke er sat på en opgave). De kan nærmest se hyperaktive ud. Mens nogle står og tripper mens hele kroppen svajer fra side til side, tyr andre til mere akrobatiske hoppeboldspring i luften. Hyrderacerne kan derimod blive mere kogende og lave en masse lyd.

Ser man en sådan hund, er det meget naturligt at tænke at det er hunde som behøver meget træning på ro, og søger man på ”træning af ro” på nettet, finde man godt nok mange underlige tips. Det som ofte også følger med træning af ro, er meget fokus på at hunden skal tackle at der ikke sker noget. Det at finde balance mellem aktivitet og passivitet og at lade hunden bruge sig ordentlig, ser ud til at komme i baggrunden (i hvert fald på det jeg har observeret).

Kan det tænkes at det i stedet for en masse rotræning, kan give bedre resultat at have klare kriterier i træningen? Når jeg træner foran andre, er det ikke kun hunden som skal blive mere sikker på det vi er i gang med og have tydelig fremgang, men også tilskuerne skal kunne se på os hvad kriterierne er, uden at jeg behøver at sige det. Rigtige og tydelige kriterier giver mindre frustration for hunden. Desuden giver det rum for at få brugt energien på en hensigtsmæssig måde, særligt hvis man klarer at have en så god progression at hunden hele tiden bliver udfordret. En hund som må arbejde for sagen bliver træt, og en træt hund slapper lettere af end en hund som har meget overskudsenergi.

Hvorfor blander jeg kriterier ind i den diskussion? Jeg observerer en del hunde i træning og på kurser, og det jeg ser, er at når hundene ikke ved hvad der forventes af dem, så begynder kroppen at gå. Når de forstår hvad de skal gøre, virker det som systemet dæmper sig ned, og de fokuserer på opgaven. Flatterne planter alle fire ben i jorden, jagtgolden står helt stille med hele kroppen, dværgpincherne holder op med at hoppe som hoppebolde, hyrdehundene arbejder stille og målrettet. Det eneste der skal til, er at du som træner sætter fornuftige kriterier (med tilhørende tilpas stressniveau for øvelsen) og formidler kriterierne til hunden gennem god timing. Hvis du i tillæg belønner godt, får du en hund som ikke bare ved hvad den skal gøre – den har også lyst til at gøre det.

Det betyder ikke at al rotræning er uaktuel. Nogle hunde behøver virkelig hjælp til at finde sluk-knappen. Men de hunde som behøver det, er ofte de mest højpotente, og/eller de mest let-stressede, og begge disse behøver det jeg har skrevet ovenfor. Den højpotente behøver virkelig at få brugt sig, og den letstressede behøver at vide hvad den skal gøre. Og når du har det som fundament, har du også en meget bedre forudsætning for at lykkes med rotræningen.

Det jeg også har lagt mærke til, er at dygtige trænere meget sjældent har stressede hunde. Dygtige trænere ved hvordan de skal formidle hvad de vil til hunden, og hunden får ofte brugt sig på en god måde. Derfor er det at investere tid i at blive en dygtig hundetræner, også en investering i at få en velfungerende hund. Hvordan bliver man en dygtigere hundetræner? Man træner, evaluerer træningen for at sikre at man er på rette spor, og så træner man endnu mere.


portrettferdigLinn Mago Isaksen er Canisinstruktør i Canis afd Møre og Romsdal, og holder kurser i Molderegionen. Hun træner brugs og lydighed med sine to aussier, og har bloggen “The Bark Side“.