Hvem er chefen? Om lederskab og hundetræning.

Hvem er chefen? Om lederskab og hundetræning.

Tekst: Randi Helene Tillung

Sammendrag

Det har i mange år været almindeligt accepteret at man, for at få en lydig og god hund, må have lederskab over sin hund. Men hvad er det lederskab egentlig for noget, og hvad kan det bruges til? Jeg vil her tage et opgør med lederskabsteorien brugt i sammenhæng med træning og foreslå at vi hellere bør benytte os af kendt viden om hvordan dyr lærer for at ændre på adfærd. Dette er i tråd med Stortingsmeldingen om dyrevelfærd (2002, Norge) som lægger nye retningslinjer for hundetræning med vægt på at metoder skal have basis i kendt og videnskabelig indsigt.

Jeg vil også se på om forudsætningerne for lederskabsteorien er til stede. I denne del diskuterer jeg hunden som flokdyr, om lederskabstræning kan bruges på andre flokdyr og om hunde kun kan trænes af dem som den opfatter som leder. Til sidst vil jeg komme ind på hvordan lederskab og andre diffuse begreber, påvirker en hundeinstruktørs pædagogik.

Lederskabsbegrebet

Lederskab har traditionelt været brugt som et begreb der forklarer alt det hunden gør og tænker. Du genkender sikkert udtalelser som “Din hund kommer ikke når du kalder fordi dit lederskab ikke er i orden”, “Din hund gør udfald fordi du ikke fremstår som en tryg leder” og “Du må arbejde med dit lederskab så hunden forstår hvem der er chefen”.

Lederskab bliver ofte set på som en mere eller mindre magisk egenskab som kun er få mennesker beskåret.

For at flere skal kunne føle at de mestrer træning af hund, vil jeg foreslå at vi bevæger os væk fra teorier der kan virke ekskluderende og hellere bruge læringsteorien til at give konkrete forklaringer på hvad der sker under træning. Vi kan lade dygtige hundetrænere sætte præcise ord på det de gør under træning. På denne måde kan vi få en enklere formidling af viden end hvis vi pakker det ind i diffuse begreber som lederskab, respekt og samarbejde. Til dette foreslår jeg at vi benytter os af det veludviklede begrebsapparat vi finder i læringsteorien.

Litteraturen er rig på beskrivelser af hvordan man bedst skal straffe sin hund. For at retfærdiggøre hårdhændet behandling benyttes gerne begreber som lederskab og ulvemetoden for at give indtryk af at dette er dagligdags eller naturligt blandt ulve eller hunde. I bogen “Realistisk hundeopplæring” siges det at om du en håndfuld gange i løbet af året har straffet så hårdt at det tager to-tre timer før hunden kommer hen til dig igen “gør ikke så meget at det er værd at tale om” (Solberg, 1998, s.46 oversat fra norsk). Andre publicerer fotografier af sig selv hvor de løfter en hund op i nakken sådan at dens ben ikke rører jorden. I den norske bog “Hundeskolen” kaldes dette at “praktisere ulvemetoden” (Steen og Wilson, 2002, s.67).

På det sidste er der kommet en modreaktion mod det traditionelle indhold i begrebet lederskab. Dygtige hundetrænere som har villet væk fra hårdhændet behandling af hunde, har forsøgt at omdefinere indholdet i begrebet lederskab. Disse bruger gerne viden fra moderne lederskabsteori brugt i erhvervslivet. Nogle foreslår også at forandre ordet lederskab til forældreskab eller followership (Jørgensen, Canis 3/03). Dette er særdeles positivt, men jeg vil påstå at “de gamle” har gjort et sørgeligt godt stykke arbejde med at sprede sit budskab om at man skal være chef på den despotiske måde. Da nytter det næsten ikke at definere lederskab på en anden måde – spøgelserne er der – og så snart man taler om chef eller flokleder, får eleverne straf i tanke. Tiltagene som de “nye” lederskabsinstruktører sætter ind, vil alligevel være baseret på viden om adfærdsanalyse, og det giver derfor ikke ret meget mening at forklare det med ord som lederskab, samarbejde og respekt.

Dejligt at være gud!

Vi ved ikke ret meget om hvad der foregår inde i hundens hoved – det er muligt vi slet og ret menneskeliggør hunden når vi tillægger den egenskaber som lederrespekt og opofrelse. Det er en besnærende tanke at hunden ser på os som gud, guru eller leder, men dette kan vi strengt taget ikke vide ret meget om – lederskab kan ikke rigtig måles på nogen skala. Det kan adfærd derimod.

Forudsætninger for lederskabsteorien

Lederskabstanken baserer sig på en antagelse om at hunde er flokdyr. Det er dette der bliver refereret til i forhold til hierarki og rang. Hvis det er sådan at lederskab er en så vigtig ingrediens i at træne hunde fordi de er flokdyr, så må dette vel også gælde andre flokdyr? Betyder det også at hunde/flokdyr kun kan lære visse ting af dem den opfatter som leder?

Hund, ulv, flok

Der findes en mængde, mere eller mindre begrundede teorier om de sociale strukturer hos hunde og ulve. Noget af forskningen er lavet på ulveflokke, men forbavsende lidt på hundeflokke. Ifølge Raymond og Lorna Coppinger (Dogs, 2001) er det faktisk ganske sjældent man har observeret vildhunde eller forvildede tamhunde i flok. Dette gør jo alle os som har taget det for givet at hunde er flokdyr ganske forvirrede og frustrerede! Coppinger anfører endvidere at der ikke findes alfahunner eller alfahanner blandt hundene, og at hunde heller ikke danner par. De parrer sig og går hver til sit – adios! –  sådan som en del mennesker jeg kender.

Hvis dette viser sig at være sandt, kan man ikke længere argumentere med at vi må være ledere “fordi hunden er flokdyr”. Alligevel må vi forvente at der vil opstå en form for social struktur når man sætter en kunstig flok sammen – hunden hos mennesket. Hvad der end er mest rigtigt, er uvæsentligt fordi det ikke giver os nyttig information i træningssammenhæng.

Et skarn af en ged!

For at sætte det med lederskab lidt på spidsen vil jeg komme med et eksempel på træning af andre arter som er flokdyr. I skrivende stund har jeg et gedekid boende i køkkenet (den var lidt svagelig forstår du). Vi ved at geder er udpræget sociale dyr, at de gerne følger efter andre geder og at der opstår rangorden i flokken (Fraser & Broom, 1997). Nogle kalder geden med højeste rang for “lederged” (Rout et al, 2002).

Denne ged er blevet socialiseret på mennesker og er i løbet af den korte tid jeg har haft den, blevet både kælen og enormt fræk. Den har en del adfærd som mange hvalpe- og unghundeejere også døjer med. Den hopper op af mig, bider og trækker i mit tøj, tisser inde og stikker af med mine ting. Har jeg så dårligt lederskab over min ged? Bør jeg stange den som straf sådan som jeg ser geder gør ved hinanden? Vil den holde op med at tisse inden døre hvis jeg på en eller anden måde får “bedre lederskab” over den? Naturligvis ikke, jeg må bare træne de forskellige adfærd og ikke tænke mere over om jeg er alfaged eller hvad det nu måtte hedde.

Kan de kun lære af individer der er højere i rang? 

Er det sådan at hunden ikke vil tage lærdom til sig fra individer som den anser for at være under sig i rang? Hvis instruktøren påstår at lederskab skal ligge som en basis i træningen, opstår dette jo som en naturlig tanke hos kursuseleven. Nogle fremhæver også dette som en vigtig pointe i træningen:”Hunden har den iboende egenskap at den ikke tilegner seg lærdom av en den anser å være under seg i rang – om den ikke selv finner det formålstjenlig. Da hører den bare når den selv vil.” (Saastad, Canis nr. 1/98).

Det lyder ikke særlig tilpasningsdygtigt kun at kunne lære af dem som står højere i rang. Det er naturligvis ikke sådan at lederulven er holdt op med at lære fordi den ikke har nogen over sig. Selv om det mod forventning skulle vise sig at ulve kun kan lære af lederen, kan man ikke drage en konklusion om at dette også vil gælde i samspillet mellem forskellige arter (hund og menneske).

Små børn træner hunde særdeles effektivt til at sidde forventningsfuldt ved siden af deres stol under et måltid, og i udlandet kan man se omstrejfende hunde som finder på en mængde adfærd for at få turisterne til at give dem mad fra picnickurven. Der er ingen grund til at tro at hunden anser det lille barn eller de fremmede mennesker som leder eller flokmedlemmer i det hele taget. Hunde kan lære en mængde ting af folk som den ikke ser som leder og er fantastisk dygtige til at lære sig en hel masse ting helt på egen hånd også. Ikke alle hunde behøver at have en ejer som tager Canisudfordringen op (se Canis 1/03) for at lære at åbne køleskabsdøren. Dog er det sjældent at de lukker døren efter sig helt uden videre..

Sammenligning af to teorier – lederskabsteorien og læringsteorien

Traditionelle tanker om lederskab er at gå i en teoretisk fælde. De samme mennesker som er overbeviste i lederskabsteorien, angriber gerne brug af “kompliceret” (lærings)teori i moderne hundetræning. Men husk på at lederskabstanken også er en teori. Om en af disse lederskabsteorier er nærmere sandheden end de andre, er ikke særlig vigtigt, men snarere om nogle af dem kan hjælpe os til lettere at ændre adfærd i den retning vi ønsker. Lederskab, dominans og hierarkier forklarer ikke ret meget om hvorfor hunde bider, stikker af eller tisser inde.

Det er deprimerende at se at lederskabsteorierne bliver brugt som grundlag for træningsprogrammer ofte for at retfærdiggøre brugen af aversiver, ubehag og straf. Tag for eksempel “lederskabstræning” som skal have til hensigt at reducere et individs rang. Hvert af tiltagene er enklere at beskrive og bruge ved hjælp af kendt viden om hvordan dyr lærer.

Et eksempel på dette finder vi i bogen “Hundeskolen” hvor det anbefales at bruge el-halsbånd for at “markere dressørens autoritet” i forhold til indkald med unghunde. “Når hunden er et stykke borte (…)gir man innkallingssignalet. (…) dersom den ikke adlyder med det samme, gir man et kort støt. (…) På denne måten innskjerper vi vår autoritet uten at hunden påføres nevneverdig ubehag.” (Steen og Wilson, 2002, s.152).

Dette tiltag kan vi også enkelt beskrive ud fra læringsteorien: For at undgå ubehaget (strøm omkring halsen) vil hunden øge frekvensen af at komme ind (negativ forstærkning). Her og i en række tilfælde bytter Steen og Wilson ordene straf, ubehag og tvang ud med det mere maskulint klingende ord “autoritet”.

Det kan se ud som om at operant og klassisk betingning ikke er lige så sexy som tanken om at være leder, gud eller alfaindivid. Siden det er umuligt at observere hvad hunden tænker, bør vi hellere koncentrere os om at observere hundens adfærd – hvad gør hunden, hvilke valg træffer den. Så kan vi manipulere ting i hundens omgivelser (forstærkningsbetingelserne) og se om den ændrer adfærd.

Værdien af en teori

En målestok for værdien af en teori er om den kan omsættes i praksis. Lederskabsteorien refererer til en indre tilstand som ikke direkte kan observeres. Tilstanden beskrives gerne som “hunden ser op til dig”. Læringspsykologiens tilgang til forståelse og ændring af adfærd indebærer en kritik af de traditionelle forståelsesformer og tilbyder os en mængde principper som gør det muligt at ændre adfærd.

I 50´erne var det meget almindeligt at betragte psykiske lidelser hos mennesker som symptomer på en underliggende lidelse. En sådan model nødvendiggør at behandling må rettes mod lidelsens årsag, ikke mod symptomerne. Årsagerne findes da, ifølge denne tankegang, i en eller anden form for underliggende årsag, mens symptomerne giver sig udslag i adfærd. Freuds psykoanalytiske tilgang til psykiske lidelser er et klassisk eksempel på en sådan tankegang. I hundeverdenen er det lederskab som forklares som den underliggende årsag, mens Freud ofte nævnte seksualitet som en underliggende årsag til en række problemer. Han forklarede bl.a. at hysteri hos kvinder var forbundet med undertrykt seksualitet.

Bogen “Læringspsykologi” (Svartdal og Flaten,1998) giver et klassisk eksempel på at observatøren (i dette tilfælde psykiateren) ikke ser på hvilke mulige læringsprincipper som ligger bag, men fokuserer på underliggende årsager:

En kvindelig skizofren patient på en institution blev belønnet med en cigaret hver gang hun gik rundt med en fejekost. Efterhånden gik kvinden rundt med fejekosten store dele af dagen for at få belønning. To psykiatere blev indkaldt for at give en vurdering af kvindens adfærd (psykiaterne havde ikke kendskab til læringsbetingelserne som var arrangeret). En af dem gav følgende vurdering:

Kvindens vedvarende og tvangsprægede vandring med kosten kan ses som et ritual, en magisk handling…Kosten kan være (1) et barn som giver hende kærlighed og hun giver det sin hengivenhed til gengæld; (2) et fallisk symbol; (3) en almægtig dronnings scepter….dette er en magisk handling hvor patienten udøver hendes ønsker, udtrykt på en måde som er langt væk fra vores almindelige, rationelle og konventionelle måde at tænke og handle på (Ayllon et al. , s.3).

Eksemplet illustrerer en vigtig pointe: Kendte læringsbetingelser kan påvirke adfærd i så høj grad at adfærden nærmest virker patologisk (sygelig). Og spekulationer i underliggende årsager har ikke meget værdi for terapeuten (i vores tilfælde: træneren/hundeejeren).

Indenfor vores interesseområde er lederskab den antagne underliggende årsag og en helt almindelig diagnose på problemadfærd har været:” Dårligt lederskab”. Dette har været universalbetegnelsen instruktører har givet ekvipagerne når det egentlige problem har ligget på den observerede adfærd. Siden lederskabet baserer sig på en antaget indre tilstand hos dyret, kan det vanskeligt måles. Derimod kan adfærdsændring let måles i frekvens, varighed og intensitet, og dette giver os mulighed for at fastslå om tiltaget har fungeret.

Forestil dig en hund som lægger sig i sit bur hver gang familien spiser middag. En tilhænger af lederskab ville gerne forklare det med at hunden går til sit bur fordi den har accepteret at den er nederst på rangstigen. Instruktøren som baserer sig på læringsteorien ville sikkert have opdaget at ejeren har benyttet sig af hundens tiggeadfærd ved at give den godbidder mens den ligger i buret under familiens måltider. Adfærd som tilsyneladende er tegn på “godt lederskab”, er altså blevet bragt under kontrol af positiv forstærkning.

Viden om læringspsykologiske mekanismer vil kunne øge forståelsen for hvordan adfærd påvirkes i heldig eller uheldig retning af normale klassiske og operante betingelser. Det er for eksempel ikke muligt at viske læring ud eller “aflære” – vi kan kun indlære noget nyt. Når vi lærer noget nyt, sker der en biologisk forandring i hjernen. Det er akkurat som når vi spiser – spist er spist, og du kan ikke fjerne det i morgen. (Drukket er drukket – selv om vi ønsker det var ugjort søndag morgen).

Det er ikke sådan at al adfærd kan ændres ved hjælp af læringsteoretiske principper. Adfærd kan blandt andet skyldes sygdom som giver smerter, hjerneskade, unormalt hormonniveau osv. Man kan heller ikke lave en hund om til en kat fordi man må spille på hold med grundlaget for adfærden. Læring foregår i interaktion mellem gener og miljø. Det vil være det samme som at spørge om hvor meget af musikken der kommer fra klaveret og hvor meget der kommer fra pianisten.

Det er endvidere vigtigt at have viden om den art man træner. Psykologer har nytte af at vide en del om menneskers seksualitet, uden at de skal bruge seksualitet som en underliggende årsag til adfærd på den måde som Freud foreslog. På samme måde har hundetræneren nytte af at vide en del om hundes sociale strukturer uden at man behøver at antage at man må være alfahund for at kunne træne dem. Dette kan gå ind under det vi kalder artskundskab. Det lyder nok ikke lige så godt at sige at “du har dårlig artskundskab”, i forhold til at sige at “du har dårligt lederskab”. Det giver også en prøve på det pædagogiske ved udsagnet. Hvem ville ikke blive fornærmet over at blive stemplet som kundskabsløse?

Konsekvenser af lederskabsteorien. En ubehagelig indrømmelse 

Det bliver ofte iøjnefaldende tydeligt at det “de gamle” traditionelt har kaldt lederskab, egentlig er synonymt med tvang. Steen og Wilson (2002, s.61) siger at belønning ” naturligvis ikke er egnet til å gjøre hunden lydig” og definerer lydighed som ” at den gjør det vi ber den om selv om den slett ikke har lyst til det”. Når lederskabet også bliver omtalt synonymt med betingelsesløs lydighed, behøver man ikke være særlig skarp for at forstå at de gør sig afhængig af tvang og ubehag i hundetræningen.

Steen skelner mellem straf og lederskab. Ifølge Steen skal straf komme i sammenhæng med handlingen, f.eks. synes han at en god måde at indlære en sikker “dæk” på er ved at bruge en halv meter lang birkekvist : ” Plutselig sier jeg “dekk” samtidig som jeg smeller kvisten i siden på hunden og rykker den mot marken. Hunden klynker mens jeg holder den et øyeblikk nede” (Steen og Wilson, 2002, s.98).

Lederskab derimod kan udøves når som helst, helt uafhængigt af situation hvis bare det gøres på en “hunderigtig” måde (Steen og Wilson, 2002, s.98). Dette forklares med at: ” …en hund liker lederen, autoriteten, den som tukter” (Steen og Wilson, 2002, s.55). Steen mener at det at tage fat i nakken, ryste den til den lægger ørerne bagud og klynker, og så blive stående med foden over dens nakke ikke kan kaldes straf. Han mener dette er en ledermarkering og at det kun motiverer hunden til at lystre (Steen og Wilson,2002 s.95).

“De gamle” vil meget modvilligt indrømme at nakkeruskning, stirren i øjnene, råben eller “alfarulning” kan være en form for ubehag. Dette bliver tydeligt i udsagn som: …i hundens verden er dyp stemme og kraftig nakketak tegnet på myndighet, lederskap og trygghet” (Steen og Wilson, 2002, s.86). Dette mener jeg er en belejlig omgåelse af det som ville være en ubehagelig indrømmelse. Hvis man absolut vil bruge straf, tvang og ubehag synes jeg at det mest ærlige er at kalde det for netop straf, tvang og ubehag. Da har kursuselever og læsere mulighed for at træffe et oplyst valg. De fleste elever vi får ind på Fjellanger Hundeskole har slet og ret ikke lyst til at gøre ubehagelige ting ved hunden. De har tvært imod købt sig en hund for at gøre hverdagen hyggeligere. Sørgeligt nok har jeg selv og flere med mig dyrt betalte erfaringer med hvor vanskeligt det er at lade være med at handle efter en instruktørs anvisninger selv om det egentlig byder en imod.

Pædagogik

Det er interessant at se hvor hårdnakket de forskellige holder på deres egen udgave af teorien og hvor forskellige tanker folk gør sig om lederskab. På et kursus for hyrdehundeinstruktører som Fjellanger Hundeskole holdt i 2002, bad vi alle om at definere hvad de mente med lederskab. Vi fik lige så mange forskellige definitioner ind som der var instruktører til stede. En af instruktørerne var så ærlig at han sagde at han ikke vidste det. Hvis vi som instruktører ikke selv kan forklare hvad lederskab er – hvordan kan vi så forvente at eleverne skal finde vej frem på den snoede sti?

Instruktører og hundeejere bør have som mål at gøre det enkelt! Man behøver ikke tænke så meget på hvad hunden funderer over; man kan i stedet observere hvad den gør. Hunde er egoister. De prøver bare at opnå goder for sig selv eller at undgå ubehagelige ting. Som træner kan vi manipulere miljøet sådan at hunden tror at det at følge vore anvisninger giver korteste vej til paradiset.

Som instruktør kan vi i en træningssituation ofte med fordel droppe snakken om samarbejde, respekt, tillid, lederskab og andre diffuse ting. Vi kan i stedet gå direkte ind i situationen og prøve at løse det trin for trin. Snakken om at “du må forbedre samarbejdet”, “du bør øge tilliden” osv. er ikke særlig pædagogisk – det fortæller ikke eleven hvad hun skal gøre. Ofte er det mere egnet til at give eleven dårlig samvittighed fordi hun tilsyneladende mangler nogle specielle evner. Som instruktør skal vi hellere opmuntre eleverne til at se om tiltagene man sætter ind, giver resultater, og forklare med enkle ord hvorfor vi mener at tiltagene kan virke.

Jeg vil gerne give et eksempel på en helt almindelig dialog mellem en elev og en lederskabsinstruktør. For at sætte det lidt på spidsen har jeg lavet en parallel til en konsultation hos lægen.

Hos lægen På hundekursus (næsten selvoplevet)
Patient/Elev Doktor, jeg ryster og er svimmel. Min hund hører ikke på mig når jeg kalder på den.
Læge/Instruktør  Et klassisk eksempel på sygdom! (universaldiagnose) Et klassisk eksempel på dårligt lederskab! (universaldiagnose)
Patient/Elev  Huf, det var ikke godt! Er det farligt? Huf, det var ikke godt! Er det farligt?
Læge/Instruktør  Det er ganske almindeligt, jeg tror aldrig jeg har set nogen som ikke har vært syge hvis de har følt sig dårlige. Det er ganske almindeligt, jeg tror aldrig jeg har set et problem som ikke har været relateret til dårligt lederskab.
Patient/Elev  Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?
Læge/Instruktør  Du må træne på ikke at være syg. Du må få hunden til at forstå at det er dig som er chefen.
Patient/Elev  Hvordan skal jeg da gøre det? Hvordan skal jeg da gøre det?
Læge/Instruktør  Du må gå hjem og øve dig på at blive frisk. Du må forbedre samarbejdet sådan at hunden får tillid og respekt for dig. Lav lederskabsøvelser!
Patient/Elev  Kommer jeg så til at få det bedre? Kommer den så til at komme når jeg kalder?
Læge/Instruktør  Ja, så længe du ikke er syg, så er du frisk. Ja, så længe lederskabet er i orden, så er hunden lydig.

I dette eksempel har patienten/eleven ikke fået nogen information som hun kan gøre nytte af i praksis. Instruktøren siger at “du har dårligt lederskab hvis hunden er ulydig”. Dette giver omtrent lige så meget mening som at sige “hunden er ikke lydig hvis den er ulydig”.

Eleven har i tillæg fået en dårlig nyhed; det dårlige indkald er kun symptomet på noget værre. Hun føler måske at målet – en hund der kommer når der bliver kaldt – nu ligger endnu længere væk. En unødvendig stor afstand  mellem instruktøren og eleven kan opstå hvis hun får en følelse af at hun mangler en slags naturlig udstråling. Eleven føler sig med stor sandsynlighed ikke særlig tryg ved tiltagene hun bør sætte ind med, og føler at vejen til godt indkald bliver lang. Dialogen mellem eleven og instruktøren har jeg, og I sikkert også, hørt mange gange i forskellige varianter.

Instruktøren som tilhører den gamle skole, vil siden give konkrete eksempler på afstraffelse af hunden (nakkeruskning, rap med en kæp, el-halsbånd) for at styrke lederskabet. Desuden ville denne instruktør nok advare mod for meget belønning men være generøs nok til at lade hunden slikke sig om munden efter afstraffelsen (Steen & Wilson,2002 s.32,67 og 104)(Solheim, 1998, s.42-51).

En instruktør som har en positiv og mere moderne indstilling til lederskab og aldrig anbefaler straf og ubehag, kunne først have taget dialogen i fig. 1 med eleven og derefter være kommet ind på “lederskabstræning”. Dette kan for eksempel være altid at gå ud ad døren først, altid spise før hunden og aldrig lade hunden ligge i møblerne. Hvordan dette skal hjælpe på indkaldsproblemer for eleven er vanskeligt at forstå, men eleven får muligvis hjælp med et eventuelt møbelproblem.

Instruktøren som er optaget af at observere hvad hunden gør (adfærdsanalyse), i stedet for at fundere over hvad den tænker (psykoanalyse), vil først analysere situationen ved at spørge til i hvilke situationer hunden ikke kommer når der bliver kaldt, hvad den får som belønning, hvordan kommandoordet bliver givet osv. Derefter vil instruktøren lave en trinvis træningsplan som sætter eleven i stand til at få en god indlæring hos hunden og hjælpe eleven til at få belønnet hunden i stadig mere komplicerede situationer (generalisering). Videre får eleven at vide hvordan hun opretholder eller intensiverer adfærden, hvordan kommandoordet sættes på, hvordan man undgår at hunden bliver belønnet for ikke at komme, hvordan man bruger belønninger som findes i miljøet osv. Eleven spurgte til indkald og får hjælp til netop det ved at få at vide nøjagtig hvad hun skal gøre i praksis.

Som instruktør bør man bestræbe sig på at gøre tingene enklere for eleven ved at være konkret. Det er ikke nødvendigt at nævne dominans og hierarkier overhovedet for at forklare elever hvilke tiltag de skal sætte ind for at forbedre en situation.

Opsummering

Hvis det stemmer at hunde sjældent optræder i flok naturligt, kan man ikke længere henvise til at man må have lederskab fordi hunde er flokdyr. Det er påfaldende sjældent at lederskab bliver nævnt som en vigtig basis for træning af andre flokdyr som malkekøer, undulater, fisk, små frække geder eller elefanter.

Lederskab beskrives som en indre tilstand og kan dermed ikke observeres. Det er derfor vanskeligt at måle og man kan ikke påvise at “lederskabstiltag” har nogen effekt.

Lederskabsbegrebet er dårligt egnet i en pædagogisk sammenhæng fordi det er egnet til at påføre folk skyldfølelse over at mangle specielle egenskaber, sådan at deres hunde dermed ikke “ser op” til dem. Det fortæller desuden ikke noget om hvad hundeejerne konkret skal gøre for at ændre på et problem.

Ved at bevæge os væk fra lederskabsteorien og hellere benytte os af det mere veludviklede begrebsapparat som vi finder i læringspsykologien, vil vi få et mere præcist og oplysende værktøj i hundetræningen. På denne måde kan vi opnå at fjerne noget af mystikken omkring hundetræning. Når anerkendt viden gøres lettere tilgængelig, kan flere vanskelige hundeejere og deres hunde have glæde af træningen som fører frem til målet om en venlig og lydig hund.

Referencer:

Ayllon, T., Haughton, E. & Hughes, H.B: Interpretation of symptoms: Fact or fiction. Behavior Research and Therapy, 3, 1-7, 1965

Coppinger R. & Coppinger L.: Dogs: A Startling New Understanding of Canine Origin, Behavior & Evolution. Scribner, 2001 Fraser, A.F. & Broom, D.M.: Farm Animal Behaviour and Welfare, third edition. CAB International, 1997

Jørgensen, Hanne Hjelmer: Lederskap fra et etologisk perspektiv. Canis 03/2003

Rout PK, Mandal A, Singh LB, Roy R: Studies on behavioral patterns in Jamunapari goats. Small Ruminant Research, 43 (2): 185-188 FEB 2002

Saastad, Ingar: Fremadsending. Canis 01/98

Solheim, S. E.: Realistisk hundeopplæring. Fjørtoft forlag, 1998

Steen, J. B og Wilson, E.: Hundeskolen. Gyldendal Fakta, 2002

Stortingsmelding nr. 12: Dyrehold og dyrevelferd. (2002-2003)

Svartdal, F. og Flaten, M.A.: Læringsspsykologi. Ad Notam Gyldendal