4 hemmeligheder til at blive en supertræner

4 hemmeligheder til at blive en supertræner

Når ting ikke går helt som man håber på med hundetræningen, har mange en tendens til at analysere hunden ihjel, eller opfinde finurlige (bort)forklaringer på hvorfor ting går galt. Men heldigvis behøver du ikke at være tankelæser for at træne din hund effektivt. I stedet for at spekulere på hvad i al verden der foregår inde i hovedet på hunden, skal du koncentrere dig om det du faktisk kan se – og hvad du selv gør!

Tekst: Morten Egtvedt & Cecilie Køste 

Løsningen på alle problemer
I dette kapitel vil du lære hvordan du kan løse absolut alle mulige problemer eller træningsudfordringer du nogen sinde vil møde. Slet ikke værst på kun et kapitel, vil vi påstå! Vi skal nu gennemgå 4 punkter som kan gøre dig til en supertræner. Hvis du bliver god på disse fire punkter, lover vi dig at du kan træne din hund til at gøre næsten hvad som helst.

De fire hemmeligheder til at blive en supertræner er:
1. Timing
2. Kriterier
3. Forstærkningsfrekvens
4. Forstærkningskvalitet

OK, vi ved at dette er fire vanskelige ord, men hvis du gider ulejlige dig med at lære hvad de betyder, kan vi love dig at al hundetræning vil blive adskilleligt enklere.

1. Timing = Hvilken adfærd forstærkes?

Det første spørgsmål du kan stille dig selv når du vil effektivisere din træning, er om du belønner præcist nok – med andre ord om ”timingen” er god nok. At belønne nogle tiendedele for sent kan i mange tilfælde være forskellen mellem succes og fuldstændig fiasko. I en øvelse som apportering er rigtig timing helt afgørende for om vi forstærker ” tygge sammen om apporten” eller ”krølle tungen for at spytte ud”.

At spørge sig selv om timingen er god nok, er derfor det samme som at spørge hvilken adfærd der forstærkes. Hvis man forstærker på det forkerte tidspunkt, vil man altid forstærke en anden adfærd end den man egentlig troede man forstærkede. Hvis vi belønner for sent under ”holde fast”-træningen, kan vi forstærke at hunden spytter apporten ud i stedet for at holde fast. Hvis man træner sid og belønner for sent, vil man forstærke at hunden bliver siddende i stedet for at sætte sig hurtigt. Hvis man klikker for sent når man skal lære hunden at berøre targetsticken med snuden, vil man forstærke at hunden trækker hovedet tilbage i stedet for at berøre targetsticken med snuden. Du kan sikkert finde flere eksempler selv. Pointen er at hvis timingen er dårlig, vil man altid forstærke en anden adfærd end den man havde tænkt sig, og det siger sig selv at dette ikke er effektiv træning.

I mange tilfælde er det bedre at forstærke for tidligt end for sent. Der er to grunde til dette. Erfaringsmæssigt viser det sig at hvis man beder hundeejere klikke lidt for tidligt, bliver det helt præcist alligevel! Den anden årsag er at når man forstærker for tidligt, er hunden i hvert fald i gang med den rigtige adfærd.

Ubevidst forstærkning af fejl adfærd
Men timing er mere end at klikke og belønne præcist. Det er måske endda mere almindeligt at folk forstærker fejl adfærd ubevidst under træningen. Dette er også et timing-kasus.

Det første vi tager fat på i vores lydighedskurser, er at vi lærer hundeejerne at stoppe med at lokke og mase med deres hunde for at få dem til at følge med. For hvad er det der sker når vi maser med hundene for at få dem til at følge med, eller lokker med en godbid for at få dem til at se på os? Jo, vi forstærker det hunden gør i det øjeblik vi lokker og maser med den – den ser på noget helt andet end os! Gør man dette for ofte får man efterhånden en vældig dårlig kontakt til hunden. Det er derfor bedre at vente til hunden selv vælger at se på os. Da kan vi belønne eller starte træningen. Dette bliver efterhånden en god cirkel. Hunden må se på os for at få os til at starte den morsomme træning. Dermed forstærker vi at hunden tager kontakt hele tiden mens vi træner, og vi får en god cirkel.

Hvis du har problemer med at få hunden til at følge med under træning, er det ofte fordi du er havnet i en ond cirkel i stedet. Hunden følger ikke med, du lokker eller maser og forstærker dermed (ubevidst) at hunden ikke følger med. Du må dermed lokke eller mase endnu mere osv. Eftersom hunden ofte ser på dig når du maser (men ikke ellers), bliver din egen maseadfærd også forstærket! Du maser mere og mere, mens hunden bliver stadig mindre opmærksom. Det er ofte vanskeligt at komme ud af en sådan spiral…

Vi kan fortsætte med at finde eksempler på lignende tilfælde. Hvilken adfærd forstærkes når hunden kommer i for lavt tempo på indkaldet og vi løber fra den ”for at få farten op”? Tja, når hunden kommer i sløvt tempo sker der noget morsomt (du løber væk fra den). Resten kan du tænke dig til selv.

På fremadsendelsen i brugskonkurrencer har mange problemer med at hunden vender sig mod føreren og nærmest slingrer (eller går lidt til den ene side) i stedet for at gå lige frem. Dette skyldes som regel at hunden ofte får indkaldsignalet når den vender sig mod føreren. Eller at hunden når den vender sig, får ny kommando om at fortsætte fremad. Begge dele vil forstærke fejl adfærd – nemlig at hunden vender sig mod os. Nok et eksempel på dårlig timing!

Under runderingstræningen har mange problemer med at hunden slipper bringekoblet for tidligt når den kommer ind med melding. Hvis man da lader hunden påvise figuranten alligevel, vil man forstærke at hunden slipper bringekoblet for tidligt. Elendig timing!

Hjælpeafhængighed
I alle træningsmetoder hvor man bruger en eller anden form for lokning eller påvirkning, vil man også risikere at forstærke fejl adfærd. I det hunden får påvirkningen vil den som oftest være passiv. Og dermed forstærker man nødvendigvis passivitet hver gang man bruger hjælp i træningen. Når man lokker en hund ned i liggende stilling fra siddende stilling, forstærker vi at hunden venter passivt i siddende stilling – det er jo der vi viser den godbidden! Man undgår som oftest varige problemer med dette hvis man er god til at reducere lokningen så hurtigt som muligt. Men netop det at lokning forstærker passivitet, er det som lægger grundlaget for hjælpeafhængighed. Hunde som er hjælpeafhængige, er slet og ret blevet forstærket for at være passive for ofte.

Når vi bruger lokning eller andre påvirkninger, gør vi dette for at få adfærd frem som vi ønsker at forstærke hos hunden. Men det er vigtigt at huske at al lokning og alle former for påvirkning også fungerer som forstærkere for det hunden gør idet den får påvirkningen. Forkert brug af sådan en lokning regner vi derfor også som timing-problemer, eftersom vi ofte forstærker fejl adfærd.

Når vi klikkertræner slipper vi heldigvis for dette problem, eftersom vi ikke bruger lokning. I klikkertræning er det hunden selv som må tage initiativet og sætte adfærden i gang. Og eftersom hunden hele tiden vil få klik og belønning for at afprøve ting på egen hånd, får vi efterhånden en hund som er vældig flink til at tilbyde adfærd.

Konklusion
Vær altid nøje med ”timingen”! Hvis du har et træningsproblem, bør du altid se nøje efter om rigtig adfærd virkelig bliver forstærket. Tænk på klikkeren som et fotografiapparat. Fik du klikket det rigtige billede? Da var timingen god. Bommede du og knipsede det forkerte billede? Da må du forbedre timingen næste gang. Du må også passe på at du ikke ubevidst forstærker fejl adfærd ved at bruge for meget hjælp, lokke/mase med hunden eller give kommandoer på et forkert tidspunkt.ri

2. Kriterier = Hvad må hunden gøre for at få belønningen?

Det andet punkt du altid skal forsøge at forbedre når du træner, er dine kriterier. At sætte gode kriterier er det som adskiller gode hundetrænere fra mængden. Et kriterium er det hunden må gøre for at opnå belønningen. Du kan sammenligne et kriterium med bommen for en højdespringer. Man kan måske hoppe højere end bommens højde, men hopper man for lavt bliver der nedrivning. Når du træner din hund, er det vigtigt at du hele tiden ved hvor bommen ligger. Hvis hunden ”hopper” over bommen klikker du. Hvis hunden ”river ned” klikker du ikke.

Alle hundeejere sætter kriterier for hunden hele tiden, selv om de fleste måske ikke tænker over det. Vi sætter et kriterium når vi forventer at hunden skal kunne træne 10 meter fra andre hunde i hundeklubben. Vi sætter kriterier når vi forventer at hunden skal gå et 2 timer gammelt spor på et nyt sted og finde sporpinde som er 8 cm lange. Vi sætter et kriterium når vi forventer at hunden skal gå 30 meter i slap line før vi belønner. Vi sætter et kriterium når vi bestemmer os for at rundere 4 blindslag før hunden finder en figurant. Vi sætter et kriterium når vi bestemmer os for at belønne hunden hvis den kommer på indkald i galop (men ikke hvis den kommer i trav). Vi sætter kriterier når vi bestemmer os for at træne de enkelte dele af en øvelse hver for sig før vi sætter hele øvelsen sammen til slut. Vi sætter et kriterium når vi forventer at hunden skal være alene hjemme i 8 timer uden at ødelægge noget i huset. Og vi sætter et kriterium når vi kalder på unghunden imens den er på vej hen til en anden hund i fuld fart. Vores kriterier er helt enkelt sagt ”måden vi udfører træningen på” eller ”det vi forventer hunden vil kunne klare”.

Uanset hvad vi gør under træning, vil der være mange kriterier som hunden må præstere for at den kan opnå belønning. Det som adskiller vellykket hundetræning fra mindre god hundetræning, er hvor fornuftigt vi sætter kriterierne. Vi må kort sagt have en god kriterieplan (eller træningsplan). En god kriterieplan skal beskrive vejen fra der hvor du er til der du vil hen. Der er som regel altid flere mulige veje, men du bør i det mindste have en plan A.

Træningen bliver mest effektiv hvis du sætter kriterierne sådan at hunden lykkes (= gør handlingen rigtigt og bliver belønnet) så ofte som muligt. Denne regel gælder for al træning som bygger på positiv forstærkning. Hundeejere som træner med negativ forstærkning, vil hellere sætte kriterierne sådan at hunden ofte gør fejl så de får chancen for at korrigere hunden. Dette er også et bevidst valg med hensyn til at sætte kriterier, men den slags træning snakker vi ikke om i den her bog.

80 % – reglen
OK, forstil dig nu at du har lavet en kriterieplan. Den kan f.eks. se sådan ud:

Målsætning: Hunden skal snurre 360 grader rundt mod højre.

• Klik når hunden drejer hovedet til højre
• Klik når hunden drejer hovedet + overkrop til højre
• Klik når hunden drejer hovedet til højre + flytter på mindst et forben
• Klik når hunden tager en kvart omdrejning til højre
• Klik når hunden tager mere end en kvart omdrejning til højre
• Klik når hunden tager en halv omdrejning til højre
• Klik når hunden tager mere end en halv omdrejning til højre
• Klik når hunden snurrer næsten helt rundt
• Klik når hunden snurrer helt rundt, 360 grader

Du mener at dette er en god plan og starter træningen. Hvordan kan du vide at du arbejder på det rigtige kriterium? Hvordan kan du vide hvornår det er på tide at gå videre til næste kriterium? Det kan du faktisk vide med matematisk nøjagtighed: Hvis hunden lykkes med mindst 80 % af repetitionerne, det vil sige mindst 4 ud af 5 (eller 8 ud af 10) repetitioner, da er du på det rigtige niveau i træningen og kan også vurdere om det er på tide at gå videre.

Hvis hunden ikke tilbyder adfærden inden for din definerede latenstid, regnes det også for en fejl. Med latenstid menes ”tiden fra du præsenterer tegnet (cuet) til at hunden kan tilbyde adfærden, indtil hunden tilbyder adfærden”. Tegnet kan være et signal eller en kommando, men også at holde apportbukken eller targetsticken frem, eller at du bare stiller dig op og venter.

Latenstiden kan variere alt efter hvilken adfærd du træner. Hvis du giver en kommando som hunden skal kunne godt, bør latenstiden ikke være mere end 0,2 sekund. Målet er jo at hunden skal reagere umiddelbart på vores kommandoer. Hvis du arbejder med at forme en ny adfærd, kan det være at du sætter latenstiden til 3 sekunder. Hvis du f.eks. træner hunden til at berøre targetsticken, kan du tage tiden fra du præsenterer targetsticken foran hunden. Hvis hunden ikke har berørt targetsticken inden 3 sekunder, tager du den bare om bag ryggen i 5-10 sekunder. Samme princip kan du også bruge hvis du træner ”hold fast” med en apportgenstand.

Andre gange når du frishaper en ny adfærd, kan det være mere passende at sætte latenstiden til 5 eller 10 sekunder. Eller måske sætter du ikke nogen latenstid i det hele taget til at begynde med, men introducerer denne senere når hunden begynder at tilbyde adfærden mere pålideligt.

At fastsætte en latenstid har flere fordele. For det første lærer du hunden at arbejde hurtigt. Den lærer slet og ret at den ikke har al verdens tid foran sig. Det gælder om at tilbyde adfærd i en fart før låget kommer på kagedåsen. For det andet tvinger det dig til at sætte fornuftige kriterier.

”En vellykket repetition” er at
• Hunden præsterede i henhold til dine kriterier eller bedre
• Inden for din definerede latenstid (tidsfrist)
• Du klarede at klikke for adfærden præcist og belønnede med noget hunden virkelig sætter pris på

”En mislykket repetition” er at
• Hunden præsterede under dit definerede kriterium (lavede fejl)
• Hunden klarede ikke at gøre det inden for latenstiden(tidsfristen)
• Du klarede ikke at klikke for adfærden præcist nok eller brugte en belønning som var alt for dårlig

Alt for mange trænere sætter for høje kriterier, og står så og venter i op til flere minutter på at den stakkels hund skal tilbyde den adfærd de venter på. Dette er ikke ret effektiv træning (såfremt din målsætning ikke er at lære hunden at hade klikkertræning!). Hvis hunden skal klare at tilbyde adfærden inden for 3,5 eller 10 sekunder i mindst 80 % af repetitionerne, er du nødt til at sætte fornuftige kriterier.

Hvis hunden klarer kriterium nr.1 i mindst 80 % af repetitionerne, kan du hoppe videre til kriterium nr.2. Hvis hunden klarer 80 % også her, kan du gå videre til nr.3 osv. Lidt afhængig af hvilken adfærd du arbejder med, bør du køre mindst 5-20 repetitioner før du går videre. Men ikke køre mere end 15-20 repetitioner hvis hunden ligger på 80 % eller bedre; for så risikerer du at køre fast og stagnere, specielt hvis du arbejder med at shape formen på en adfærd.

Det er let at forstå at man ikke skal øge kriterierne for hurtigt, men er det egentlig så farligt at øge kriterierne for langsomt? Tja, i nogle tilfælde kan det være mindst lige så dårligt som at øge dem for hurtigt. F.eks. ser man eksempler på hunde som kun træner alene indtil de er 2 år gamle. Ejerne kan da få store problemer når de først begynder at træne sammen med andre hunde. Vi ser også at mange hæver kriterierne for langsomt når de forsøger at shape en øvelse ind som ”hold fast”(apport). Hvis man belønner hunden for mange gange for bare at tage apporten i munden uden at holde den fast lidt længere tid, vil man ofte få store problemer med at komme videre fra at hunden tager apporten i munden til den holder den i nogle sekunder (specielt hvis dette kombineres med lidt dårlig timing).

Hvad skal man gøre hvis succesraten falder til under 80 % på det nye kriterium og man slet og ret ikke kan få det til at virke? Da bør du gå et skridt tilbage i din kriterieplan og komme op på mindst 80 % succes før du går videre igen. Hvis hunden fortsat ikke klarer det næste kriterium, bør du se på din kriterieplan og overveje om du kan finde et mellemliggende trin hvor der er større chance for at hunden kan klare det. Eller måske bør du lave en helt ny kriterieplan. Der er heldigvis mange veje til målet, og det gælder bare om at finde den som fungerer for dig og din hund.

Men hvordan kan jeg holde styr på om jeg ligger på mindst 80 % succes? Det bedste er at føre en træningslog. Dette er svært lærerigt, men det kan jo blive ret besværligt i længden. Så er det lettere at følge denne enkle regel: Undgå at begå to fejl i træk og undgå for alt i verden at lade hunden begå tre fejl i træk. Hvis du følger dette princip, vil du som regel holde dig godt inden for 80 %. Hvis du altid passer på at du ligger på mindst 80 % succes før du går videre til næste kriterium, vil du som regel træne effektivt. Du vil have hundens fulde opmærksomhed under hele træningssættet, og du vil komme fra hvor du er, til der hvor du gerne vil hen på bedste og hurtigste måde.

Konklusion
Et kriterium er det hunden må gøre for at få os til at klikke og belønne. Du bør sætte kriterierne sådan at hunden lykkes med øvelsen i mindst 80 % af repetitionerne. At sætte optimale kriterier er afgørende for effektiv træning. Det giver hurtigst fremgang, det forhindrer at hunden mister interessen, og det giver også en mere pålidelig adfærd til slut. Hvis træningen ikke går så hurtig fremad som du forventer, er årsagen ofte at du sætter for høje kriterier og dermed har under 80 % i succesrate. I sådanne tilfælde behøver du ikke filosofere så meget over hvorfor tingene går galt – bare sænk dine kriterier midlertidigt. Pas også på med at du ikke øger dine kriterier for langsomt – så risikerer du at stagnere i træningen. Kriterieplan og træningslog er gode hjælpemidler hvis du vil blive god til at sætte rigtige kriterier.

3. Forstærkningsfrekvens = hvor længe må hunden arbejde mellem hver belønning?

Timing og kriterier er to vigtige punkter som du altid skal forsøge at forbedre i din træning. Det tredje vigtige punkt er forstærkningsfrekvensen, det vil sige hvor længe hunden må arbejde mellem hver belønning. Tidligt i indlæringen bør forstærkningsfrekvensen være høj, det vil sige at der skal gå kortest mulig tid mellem hvert klik og belønning. Dette giver hurtigere læring, og det forsikrer os om at hunden ”er med” hele tiden. Når du begynder at belønne sjældnere, bør du gå gradvist frem, meget påpasseligt. Hvis ikke risikerer du at adfærden bryder sammen eller at formen på adfærden forandrer sig i en uønsket retning.

Forstærkningsfrekvensen hænger nøje sammen med kriterierne. Hvis man sætter for høje kriterier (forventer for meget af hunden), bliver resultatet ofte at hunden sjældent lykkes med øvelsen og dermed bliver der også lang tid imellem hver belønning (forstærkningsfrekvensen bliver alt for lav). Resultatet er ofte at hunden begynder at lede efter forstærkning andre steder end hos hundeejeren. Den kan begynde at kigge efter de andre hunde, på fuglene eller alt andet end hundeejeren.

En af de almindeligste fejl hundeejere begår under træning, er at de belønner alt for sjældent. Mange traditionelle hundetrænere er ofte mere optaget af at lokke hunden for at få den til at gøre det de vil have (se afsnittet om timing) end faktisk at forstærke når hunden gør det rigtigt. Men også mange klikkertrænere er for dårlige til at belønne ofte nok. Dette har tæt sammenhæng med hvordan man sætter kriterierne. Det er ikke godt hvis man altid skal stå og vente i mere end 10 sek. på at hunden skal tilbyde adfærden. Vi hører faktisk ofte om folk som ”praler” med at de ofte har stået og ventet på hunden i flere minutter før den endelig gjorde det. Hvis man må vente så længe er kriterierne alt for høje, og forstærkningsfrekvensen er alt for lav. Det eneste man opnår, er at spilde værdifuld træningstid og at hunden mister interessen for træningen.

Et ideelt træningssæt (i hvert fald under den første del af indlæringen) er der hvor du lægger kriterierne sådan at hunden tilbyder adfærden på ny næsten umiddelbart efter at den har nedsvælget godbidden fra forrige klik. Hvis du kan holde en så høj forstærkningsfrekvens, vil du have hundens fulde opmærksomhed ender hele sættet. Indlæringen går hurtigt, og det er let at nedtrappe belønningerne gradvist senere.

Når man træner kontakt, targeting eller andre enkle grundfærdigheder, bør der ikke være meget mere end 5 sekunder mellem hvert klik. Hunden har 3 sek. til at tilbyde adfærden, du har et sekund til at servere godbidden og hunden har et sekund til at synke den. Derefter er det på´n igen! Hvis der går længere tid mellem hver belønning, giver vi ejerne besked om at sænke kriterierne, f.eks. ved at gå længere væk fra de andre hunde, eller måske til og med at starte hjemme på stuegulvet. Der klarer selv den mest ”vimsede” hund at se på ejeren en gang i mellem, og det er alt hvad vi behøver for at komme i gang.

Konklusion
Høj forstærkningsfrekvens giver hurtigst indlæring og sørger for at du har hundens fulde opmærksomhed under træningen. Når man senere vil have hunden til at arbejder i længere tid for hver belønning, bør belønningsfrekvensen sænkes gradvist forsigtigt. Det er vigtigt at sætte kriterier som tillader os at holde høj forstærkningsfrekvens, specielt tidligt i indlæringen. Kriterier og forstærkningsfrekvens hænger nøje sammen! Hvis din træning går trægt fremad eller du synes hunden virker uinteresseret, bør du bestandigt se på om det kan skyldes at du belønner for sjældent eller at du har nedtrappet belønningsfrekvensen for hurtigt. Løsningen er som regel at belønne oftere i en periode. Når du senere skal trappe belønningsfrekvensen ned igen, bør du gøre det i endnu mindre step end første gang.

4. Forstærkningskvalitet = hvor ”glad” er hunden for belønningen?

Forstærkningskvalitet er slet og ret hvor glad hunden er for belønningen du tilbyder. Ved at skifte til nogle bedre godbidder eller finde noget legetøj hunden er helt ”ekset” i, kan man ofte få en helt anden fremgang i træningen!

Forstærkningskvaliteten er det fjerde punkt du bør se på hvis du vil effektivisere din træning. Ja, mange gange er dette egentligt det første du bør tænke på. Jo mere effektive forstærkere du har til disposition under træningen, jo større potentiale har du for at gøre træningen effektiv.

En hund som er en rigtig ”belønningsjunkie” (vild med godbidder, kong, bidepølse eller andet legetøj) er som regel vældig let at træne. I aviserne er det vældig populært at have artikler om hvilke hunderacer som er ”mest intelligente”. Det er imidlertid ganske uinteressant hvor ”smart” hunden er. Det som er afgørende for hvor let en hund er at træne, er hvor glad den er for godbidder eller andre belønninger. Giv os gerne en hund med en IQ som et gennemsnitligt grantræ bare den er madglad! Hvis du lurede på hvorfor vi sværger til flat-coats ved du det nu…

Hvis man vil arbejde med hundesport på topniveau, bør man derfor vælge hunde som med stor sandsynlighed er glad for godbidder, tennisbolde, trækkamp i bidepølse osv. (eller hunde hvor sådanne lyster let kan udvikles). Sådanne hunde bliver som oftest rigtige ”arbejdsheste”. Hunde som er enkle at forstærke er enkle at træne effektivt (og modsat!).

Forstærkningskvaliteten bør ofte ses i sammenhæng med forstærkningsfrekvensen. Jo højere kvalitet på forstærkeren, jo hurtigere kan man nedtrappe forstærkningsfrekvensen uden at adfærden bryder sammen. Vi har trænet redningshunde i mange år og har set gang på gang hvordan hunde som virkelig elsker at lege med figuranterne, tåler at søge utroligt længe uden at miste gejsten.

Hos hunde som er ”gale” med forstærkeren, har hundeejeren stor fejlmargen. Ejeren kan ofte sætte ubehjælpsomme kriterier og belønne alt for sjældent – hunden vil vise fremgang i træningen alligevel. Med hunde som derimod bare er middelmådigt interesserede i belønningen, har man meget mindre fejlmargen. Her må ejeren passe på og øge kriterierne mere forsigtigt og trappe forstærkningsfrekvensen ned i meget små step. Ejere af sådanne hunde kan egentlig træne meget mere fornuftigt end ejere af ”superhunde”, men alligevel har de ikke lige så hurtig fremgang i træningen (verden er ikke retfærdig!). Det er ikke uden grund at politi, toldvæsen og seriøse udøvere inden for forskellige hundesportsgrene, er svært nøje med at udvælge de rigtige hunde til uddannelsen. At bruge tiden på dårlige hunde er ikke ret effektiv brug af værdifuld trænningstid.

De som ikke er fuldt så ambitiøse og døjer med hunde som kunne have været bedre emner, kan også gøre meget for at forbedre forstærkningskvaliteten. Man kan finde bedre godbidder, vi kan give flere godbidder, vi kan belønne i længere tid, vi kan blive bedre til at lege med hunden osv. Små forbedringer på dette punkt vil som regel give store positive udslag i træningen.

At udvikle interessen for forskellige typer forstærkere er noget af det vigtigste vi kan gøre i hvalpe- og unghundetiden. Ofte har vi folk på kursus hvor opdrætteren har givet streng besked på at ejeren ikke skal lege med hvalpen. Det kan godt være at sådanne hunde bliver rolige og medgørlige familiehunde, men de bliver også ofte hunde med et stærkt begrænset potentiale for læring som følge af dette. Og det er jo trist hvis ejeren efterhånden får interesse for lydighed eller anden træning.

Konklusion
Ved at køre højere kvalitet på forstærkeren får man større træningseffekt pr. repetition. At bruge lang tid på at belønne (f.eks. når du belønner med at lege med hunden i stedet for at belønne med godbid) kan imidlertid føre til at man får gennemført færre repetitioner, så det må hele tiden være en vurderingssag hvor godt man vil forstærke.

Ofte er det en god tommelfingerregel at lægge vægt på forstærkningsfrekvensen tidligt i indlæringen, og så hellere køre kvaliteten op senere. Specielt når man begynder at køre vanskeligere øvelser hvor hunden skal arbejde over længere tid, er det en god idé at øge forstærkningskvaliteten. Det samme gælder når man træner på styrkekrævende øvelser og øvelser hvor vi ønsker høj fart og intensitet. Eller når vi træner i situationer hvor der er mange ting der konkurrerer om hundens opmærksomhed (f.eks. indkald i nærheden af andre hunde).

Hvis træningen går trægt er kvaliteten noget af det første du bør se på.

Opsummering

Hvis du vil forbedre din træning (og det vil alle vel), skal du hele tiden prøve at forbedre dig på et eller flere af disse fire punkter:

1. Timing – hvilken adfærd bliver forstærket? Kan jeg forstærke mere præcist?

2. Kriterier – hvad må hunden gøre for at opnå belønningen? Kan jeg sætte mere optimale kriterier? Husk 80 %-regelen!

3. Forstærkningsfrekvens – hvor lang tid går der mellem hvert klik? Bør jeg belønne oftere (eller sjældnere)?

4. Forstærkningskvalitet – hvor effektiv er forstærkeren jeg tilbyder hunden? Hvilken kvalitet er optimal i denne øvelse?

Hundeejere der lykkes med træningen af deres hund, gør det fordi de er flinke på disse fire punkter. Hundeejere som mislykkes, gør det fordi de ikke træner optimalt med hensyn til disse fire punkter. Uanset hvilken træningsmetode eller filosofi man sværger til, er man underlagt disse ”tyngdelove” for læring. Klikkertræning kan være en effektiv træningsmetode, men så skal du også være omhyggelig på disse fire punkter. Sjusker du med dem, er det som at køre racerbil med håndbremsen trukket. Hvis du er dygtig med timingen, sætter gode kriterier osv., er det fuld gas!

Hver eneste lille forbedring på et eller flere af punkterne vil gøre din træning mere effektiv. Helt perfekt bliver den aldrig, men hvis du hele tiden koncentrerer dig om at forbedre dig på disse fire punkter, vil du gøre det bedre end de fleste.

Hvis du holder kurser for andre hundeejere er det din vigtigste opgave at give eleverne færdigheder på disse fire punkter. Dette vil sætte dem i stand til at træne ”alt hvad de har lyst til”. Som Bob Bailey siger: ”Træning er en mekanisk færdighed”. Man behøver ikke talent eller andre medfødte og nærmest magiske evner for at træne en hund. God klikkertræning er IKKE magi. Det er praktisk håndværk! Hvis du er god til timing, kriterier, forstærkningsfrekvens og forstærkningskvalitet, vil du lykkes med træningen. Punktum.

Fordelen ved at have disse fire punkter at gå efter er at du ved konkret hvor du skal lede hvis du sidder fast i træningen. Det er ikke længere nødvendigt at opfinde alskens fantasifulde forklaringer på hvorfor ting går galt. Man slipper for at gætte sig til hvad der foregår inde i hovedet på hunden. Man må også slutte med at skyde skylden på hunden, at den er ”ukoncentreret” og andre bortforklaringer. Det er ikke hundens skyld at vi har dårlig timing eller at vi sætter ubehjælpsomme kriterier. Derimod kan du selv koncentrere dig om at forstærke mere præcist, hæve eller sænke kriterierne, forstærke oftere eller bedre osv.

Når man kan analysere på denne måde, bliver hundetræningen lige med et mere overkommelig, og ikke noget magisk som er forbeholdt dem med særlige evner. Der findes ikke længere vimsede og ukoncentrerede hunde – derimod findes der ejere som sætter for høje kriterier og belønner for sjældent. Der findes ikke ugidelige hunde – derimod findes der ejere som ikke belønner hunden godt nok eller ofte nok. Der findes ikke hunde som er for dumme til at forstå hvad vi vil have – derimod findes der mange ejere som forstærker upræcist, som ubevidst forstærker fejl adfærd eller som sætter for høje kriterier.

Hvis du har fulgt ordentligt med nu, ved du alt hvad der er nødvendigt for at løse alle træningsudfordringer du nogensinde vil støde på, i hvert fald i teorien. Held og lykke med den praktiske træning!